Folketinget vedtog den 26. februar 2026 lovpakken “Fælles kamp mod vold og utryghed i fodbold”. Vi deler ønsket om trygge kampdage. Men som vi tidligere har skrevet, er grænsen overskredet, når straffe bliver uforholdsmæssigt hårde og ikke bygger på dokumenteret effekt, men snarere på et ønske om at signalere politisk handlekraft.
Anholdelser pr. kamp i Superligaen har over en årrække ligget stabilt og i de seneste sæsoner været faldende. Dét billede bliver endnu tydeligere, hvis man anvender den mere retvisende målestok; anholdelser pr. tilskuer frem for pr. kamp.
Ser man på anholdelser i forhold til det faktiske antal tilskuere, var der i sæsonen 2014/15; 99 anholdelser i Superligaen fordelt på i alt 1.372.511 tilskuere. Det svarer til 7,21 anholdelser pr. 100.000 tilskuere, eller én anholdelse pr. ca. 13.864 tilskuere. I sæsonen 2023/24 var der 62 anholdelser fordelt på 1.940.641 tilskuere. Det svarer til 3,19 anholdelser pr. 100.000 tilskuere, eller én anholdelse pr. ca. 31.301 tilskuere.
Politiets egne tal dokumenterer, at antallet af anholdelser pr. tilskuer er mere end halveret siden 2014, og at udviklingen har været støt faldende siden 2020. Kigger man på antal af sigtelser findes samme lignende tendens. Med andre ord, dansk fodbold samler flere mennesker end nogensinde før, og aldrig har det været mere sikkert.
Imidlertid har regeringen indført den såkaldte ‘hooliganpakke’, som strammer grebet om fankulturen uden klar dokumentation for effekten af de valgte tiltag. Og vigtigst: flere initiativer flytter os væk fra et retsstatsprincip, at sanktioner skal bygge på konkret, individuel vurdering og være forholdsmæssige.
Særligt problematisk, kan man i praksis blive behandlet som “hooligan” uden at have udøvet vold i fodboldkontekst. Pakken lægger således op til automatiske stadionkarantæner for visse dømte personer, uanset om forholdet har noget med fodbold at gøre. Det bygger på antagelser om “miljøer” frem for handlinger.
Oveni kommer, at pakken udvider statens indgrebsmuligheder markant, blandt andet gennem lettere adgang til generel karantæne og registrering i det såkaldte ‘hooliganregister’. Det betyder, at man fremover kan blive pålagt generel karantæne og dermed registreret som hooligan, for besiddelse af pyroteknik. Mener regeringen virkelig, at det er rimeligt at sidestille vold og besiddelse af pyroteknik, når det kan registreres på straffeattesten?
Derudover er punkt 11 om udvidelse af karantænezonen et enormt proportionalitetsproblem: En 5.000-meter zone i 6 timer før og efter kamp. For den studerende eller medarbejderen, kan det kollidere med skoleadgang og vagter. Det må være i alles interesse, også regeringens, at personer med generel karantæne fortsat kan opretholde et almindeligt hverdagsliv.
Læg dertil, når beføjelserne til at tildele generel karantæne udvides, vil det næsten uundgåeligt føre til en stigning i antallet af registrerede. Det vil i sig selv kunne danne grundlag for sensationsprægede overskrifter. Men en sådan udvikling kan i givet fald være et resultat af ændrede registrerings- og sanktionskriterier, ikke nødvendigvis af mere vold på stadion. Når personer, der eksempelvis er taget for besiddelse af pyroteknik uden voldelig adfærd, fremover kan indgå i samme register og statistiske opgørelser som personer dømt for vold, ændres tallene strukturelt. Disse kan efterfølgende bruges til at legitimere yderligere stramninger. Det vil være en politisk cirkelslutning, ikke en evidensbaseret udvikling.
Samtidigt rejses principielle spørgsmål om retssikkerheden. Et helt grundlæggende retsstatsprincip er, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Det blev vi mindet om, så sent som i onsdags, da endnu en fodboldfan, fejlagtigt registreret som hooligan i halvandet år, blev frikendt i retten. Den pågældende fan, har ikke haft reelle klageveje og har ingen udsigt til erstatning for de indgreb, der efterfølgende har vist sig at være ubegrundede. Desværre er sagen fra forleden langt fra et enestående tilfælde og med de nye udvidede beføjelser er der en reel risiko for flere lignende sager. Vi er dybt bekymret for udviklingen, hvor uskyldige fans pålægges årelange karantæner med konsekvenser der rækker langt ud over fodbolden.
Når flere fagpersoner og eksperter advarer om uproportionale indgreb og retssikkerhedsproblemer, bør der lyttes. Kritikken handler ikke om at beskytte vold, men om at beskytte principper. Vi opfordrer den kommende regering til at revurdere loven med henblik på at sikre, at indsatsen bygger på grundlæggende principper om lighed for loven, proportionalitet og retfærdighed. Først og fremmest bør alle, lægge sig i selen for et styrket dialogbaseret samarbejde mellem klub, fans og politi.
/Alpha brøndby