Forud for søndagens Superliga-brag i Aalborg har værterne afvist Brøndbys tifo, der var tiltænkt som et farverigt bidrag til den positive stemning på tilskuerpladserne. Det er dog langt fra et enkeltstående tilfælde, at Superliga-klubber modarbejder den festlige ramme på landets stadions.

Når Brøndby gæster Aalborg Stadion, er der altid garanti for elektrisk stemning på begge fanafsnit. Ofte bliver holdene mødt af kreative tifoer, som i årevis har været med til at lokke tilskuere på stadion og højne interessen for opgøret. Brøndbys medrejsende fans har en stor ære heri, hvilket bevidnes af fortidens utallige eksempler på udsolgte udeafsnit og vokal såvel som visuel opbakning. På søndag vil afsnittet igen være udsolgt og fyldt til bristepunktet med støttende fans, men AaB har valgt at afvise Brøndbys planlagte tifo.

På vanlig vis har Brøndby Tifo ansøgt om tilladelse til at udføre tifoen, som i dette tilfælde består af creperuller. Et materiale der i årtier har været en fast bestanddel på samtlige fodboldstadions landet over, og som tilmed sælges af adskillige klubber. I løbet af de seneste tre uger har Brøndby Tifo gentagende gange forsøgt at indhente et svar fra AaB, hvilket nu har resulteret i en afvisning fem dage før kickoff. Til trods for den lange betænkningstid begrundes afvisningen blot med henvisning til ”dårlige erfaringer med creperuller”.

Det er langt fra første gang, at Brøndby Tifo bliver mødt af disse sene afvisninger samt dertilhørende tvivlsomme og særdeles kortfattede begrundelser. Et lignende eksempel forekom i forbindelse med Superliga-kampen i Aarhus sidste forår, hvor Brøndby Tifo havde ansøgt om tilladelse til at udføre en såkaldt mosaik-tifo. Denne type tifo består af papir-materialer og bliver sædvanligvis altid godkendt. Derfor kom det ligeledes som en stor overraskelse, da tifoen blev afvist med følgende begrundelse: ”Mosaik-plader er tidligere blevet brugt som kasteskyts”.

Disse afvisninger indtræffer i en tid, hvor Divisionsforeningen forsøger at indføre et away-kort, der skal registrere samtlige udefans i hele Danmark. Dette til trods for at kommissionen i Europarådet fastslår, at undersøgelser fra flere europæiske lande viser, at restriktive billetsystemer ikke medvirker til away-kortets formål: at skabe tryghed. Tværtimod viser rapporterne, at øget registrering er med til at fremstille fodboldkampe som værende farlige. Divisionsforeningens kontrafaktiske argumenter efterlader et indtryk af, at fokus bør rettes andetsteds. Vi mener, at bedre rammer for den positive fankultur er et oplagt sted at starte.

Derfor har Brøndby Tifo gentagende gange opfordret Brøndby IF til at bakke offentligt op om forbedrede vilkår for den positive fankultur. Danmarks største klub har en gennemslagskraft og betydning i dansk fodbold, som landets øvrige fodboldklubber ikke kan imødekomme med ubegrundede afvisninger. Det er samtidig en oplagt mulighed for klubben til at tage ejerskab over den positive fankultur, hvilket vil være i naturlig forlængelse af den nyligt indgåede fan-aftale mellem klub, politi, kommune og fans. En aftale som Brøndby IF italesætter som værende banebrydende og afgørende for at fremme den positive fankultur.

Derfor anser vi det som udtryk for ansvarsfraskrivelse og ikke mindst svigt af klubbens fans, når Brøndby IF ikke ønsker at bakke offentligt op om helt grundlæggende vilkår for den positive fankultur. Det betyder, at markante Superliga-klubber som AaB og AGF fortsat kan bremse farverige tifoer, uden at det afføder hverken konsekvenser eller debat.

Brøndby Tifo er af den klare overbevisning, at farverige fodboldstadions skaber langt større tryghed og sælger mange flere billetter end restriktive billetsystemer og grå fanafsnit. Vi vil på ny opfordre Brøndby IF til handle proaktivt og bakke offentligt op om dette synspunkt.

Brøndby Tifo