I kølvandet på gårsdagens fodboldkamp mellem Brøndbyernes Idrætsforening og Football Club København er Fodbolddanmark i dag vågnet op til nyheden om, at Politiet angiveligt skulle have fundet et decideret våbenlager i Brøndby. Nærmere bestemt er det såkaldte våbenlager, som Politiet omtaler, beliggende på Brøndby Supports grund og er Alphas eget hus. Et hus der primært bruges til fanarbejde til gavn for Brøndby IF – bl.a. er en stor del af gårsdagens storslåede tifo produceret netop her.

Udover en ekstremt aggressiv og unødvendigt konfronterende politi-indsats, som vi i det følgende vil kommentere, så vil vi også dementere den række af Politiets beskyldninger, der ikke er korrekte, og som vi i Alpha ikke vil associeres med. I adskillige medier citeres det, at det såkaldte “våbenlager” indeholdte knive, graffiti-dåser, pebersprays og andre våben.

Her følger vores udlægning af sagen, som udover vores skrevne ord, understøttes af dokumentation i form af billeder og videomateriale.

Ovenpå en hyggelig og helt og aldeles normal kampdag ønsker Politiet omkring kl. 15 pludselig at entrere vores hus med det, der ligner en grundigt planlagt aktion. Politiets attitude er på daværende tidspunkt ekstremt frembrusende og aggressiv, og der bliver banket hårdt på ruder og døre, ligesom trusler om at sparke døren ind bliver hyppigt brugt på trods af, at der ikke kan fremvises en ransagningskendelse til at undersøge privat område. Efter et par minutter sender Alpha to personer ud, for at indlede en dialog om det der forventes at være en ransagning, som Politiet også lavede inden sidste hjemmekamp mod Football Club København.

Da døren åbnes for at påbegynde en dialog, stormer fuldt kampklædt Politi ind, mens de febrilsk slår om sig med knipler. Flere af personer, der opholder sig i huset, bliver væltet direkte omkuld og bliver trampet på ligesom mange bliver overdænget med slag på hoved og krop. Én person brækker armen af knippelslagene. Politiet fortæller herefter, at alle der befinder sig i vores hus skal visiteres, men hverken kan eller vil forklare, hvad grundlaget er for de pågældende visitationer. I forbindelse med disse visitationer har politiet også overtrådt flere lovgivninger.

Udover den brutale adfærd og de uretmæssige visitationer uden sigtelser, kulminerer det hele i en ransagning af stedet uden vidner, hvilket er i strid med Retsplejelovens kapitel 72, §798 stk. De fundne effekter kan derfor med rette være det pure opspind. Når det så er sagt, så er der nogle af de fundne ting som vi gerne vil stå ved, men som til gengæld ikke er udpræget kriminelle eller overskriftsappetitlige:

Knive: Der var ganske rigtigt knive i huset. Nøjagtigt som gennemsnitsdanskeren har vi en brødkniv i køkkenet samt nogle hobbyknive, der bruges i forbindelse med byggearbejde og det frivillige fanarbejde (f.eks. tifoproduktion).

Spraymaling (“graffiti-dåser”): Efter derbytifoen i september var der en hel del dåser i overskud, og disse blev opmagasineret i huset. Der har givetvis også være graffiti-dåser i enkelte tasker, men klart størstedelen er Brøndby Tifos egen maling.

Peberspray: Det kommer meget bag på os, at der er fundet en peberspray. Vi afviser ikke, at det kan have med Politiets ransagning uden vidner at gøre. Men en plausibel årsag kunne også være, at vores hus, udover at være ”arbejdsværksted” også er samling for alle tænkelige Brøndbyfans før og efter kampe. I går anslår vi, at vores hus var besøgt af op mod 300 forskellige mennesker, hvoraf langt størstedelen ikke er en del af Alpha og hvor vi naturligvis ikke kan styre hvad folk har på sig og ikke har på sig. Men vi tager selvfølgelig stor afstand fra, at folk går med peberspray.

Maskeringer: Vi kan derimod godt nikke genkendende til de fundne maskeringer. Alpha er, i øvrigt offentligt kendt, tilhænger af pyroteknik, hvilket, hvis ikke en maskering på et fodboldstadion benyttes, straffes med både en bøde samt efterfølgende karantæne.

Røggranat: Den omtalte “røggranat” er formegentlig et stykke “almindeligt” pyroteknik, der er blevet blæst op til en bombeagtig genstand af Politiet.

Hvad der ellers er konfiskeret har vi ikke kendskab til, da der som nævnt ikke var vidner under ransagningen. Derudover ønskede Politiet efterfølgende ikke at oplyse, hvilke effekter de havde konfiskeret. Vi forventer dog, at en del af det værktøj og de byggematerialer, der ligger i huset er blevet fjernet. Af meget mystiske årsager er privatpersoners tasker, tøj og endda flere private husnøgler konfiskeret. Flere har efterfølgende forgæves forsøgt at få udleveret disse effekter.

Til slut kulminerede de famøse visitationer og ellers afsluttende ransagning i, at Politiets ukontrollerede og ekstremt aggressive adfærd fortsatte.

Dette resulterede i, at ikke alene Alphas hus, men også Hyttens grund, hvor glade, fredelige og rolige Brøndbyfans bevæger sig på, blev en decideret kampplads, hvor Politiet på sin vej ud – på trods af at alle holdte sig i ro – igen fandt trang til at svinge med kniplerne. Denne gang mod andre uskyldige og sagesløse Brøndbyfans. Dette kan i omegnen af 500 forskellige Brøndbyfans heldigvis bevidne, ligesom Vestegnens lokale Politi, der var tilstede, også måtte give en mundtlig undskyldning for deres kollegaers fremfærd.

Selv samme lokale Politi henvendte sig i øvrigt selv til os efterfølgende for at ville hjælpe os med at rejse en sag mod den politikreds, som ikke havde med den ellers vante politikreds, Københavns Vestegns Politi, at gøre.

Politiet blev før, under og efter ransagningen mindet om, at den ikke foregik efter lovgivningen, og vi formoder derfor, at den efterfølgende mediestorm skabt af Politiets pressemeddelelse er et forsøg på at retfærdiggøre lovovertrædelser. Det vigtigste med denne bekendtgørelse er i sagens natur at dementere Politiets påståede fund, der under Mediedanmarks parole om et angiveligt våbenlager, giver en negativ klang. Derudover kan Politiet se frem til et retsligt efterspil, hvor dusinvis af klager vil blive afsendt i de følgende døgn, ligesom der vil blive åbnet en sag mod Politiet og deres uretmæssige visitationer og ransagning uden vidner. Vi opfordrer derfor alle der har oplevet episoden om at skrive en beretning til brondbyklage@gmail.com, som vil blive brugt som argumentation i det efterfølgende retsspil.

/a