I forbindelse med afviklingen af kampen mod Fc Midtjylland på Brøndby Stadion den 8. maj, udviklede en karantænesag sig anderledes end først antaget, da en række misforståelser og handlinger førte til, at en større fangruppering udvandrede i protest. Årsagen var håndteringen og uenigheden omkring udlevering af en midlertidig karantæne til en kendt figur fra det aktive fanmiljø.

Årsagen til den midlertidige karantæne var nogle overtrædelser, der foregik til det nyligt afviklede Derby i Parken på Brøndby IF’s tildelte udebaneafsnit. Episoden i Parken gjorde, at det var nødvendigt for Brøndby IF at få kontakt til den pågældende fan, hvilket er fuldstændig normal praksis på området omkring overtrædelser begået i forbindelse med Brøndby IF’s kampe. Før kampen mod FC Midtjylland var der ikke taget stilling til, om personen skulle tildeles karantæne eller ej, blot at man skulle i dialog med vedkommende og tildele ham en midlertidig karantæne, indtil sagen var undersøgt nærmere. Dette er standardprocedure for karantænesager.

Skulle have været håndteret anderledes

Måden, dette skete på, var – som det også tidligere er oplyst – ikke smidig set i forhold til, at Brøndby IF havde mulighed for at håndtere det anderledes. Det ville have været medvirkende til, at misforståelserne og komplikationerne ikke ville være endt på det nuværende niveau. Brøndby IF beklager handlemåden, og vil som klub tage ved lære af denne fejl og rette til, så vi fremadrettet kan få afviklet karantænesager, som vi plejer: I god ro og orden, uden misforståelser og komplikationer.

Samtidig skal det understreges, at klubben skal og vil skride ind overfor overtrædelser, lovbrud og ting, der kan skabe uro – uagtet hvilke personer, der er involveret. Alle fans er underlagt det samme, enslydende reglement, og ingen er på den måde berettiget til særbehandling.

Enkeltstående episoder skal ikke ødelægge samarbejdet

I forhold til afviklingen af Brøndby IF’s kampe skal vi alle sammen, også fremadrettet, arbejde mod det fælles mål, der hedder blågule sejre, festlig stemning, gode oplevelser og mange tilskuere på tribunerne. Alle har en plads på Brøndby Stadion, og alle der er til stede skal have gensidig respekt for hinandens gøremål og funktion på stedet. Dette gælder for klubben, der naturligvis skal udvise respekt for alle de mange fans, der er meget engagerede og har en imponerende passion for tribunelivet og klubben. Det gælder også den anden vej rundt, nemlig at fans respekterer klubben og ikke mindst de hårdtarbejdende kontrollører og deres anvisninger.

Vi har det seneste døgn haft en følelsesladet, men konstruktiv dialog om hændelsen torsdag aften. Vi er enige om, at vi vil nu se fremad i stedet for at dvæle ved en ærgerlig, enkeltstående hændelse, der på baggrund af en fælles forståelse omkring den gensidige respekt er endt ud i, at personen nu kan komme til Brøndbys kampe igen. Det er vigtigt, at vi alle lærer af dette, fokuserer på det gode samarbejde og udviser respekt for hinanden, så vi i fællesskab kan skubbe Brøndby IF i den rigtige retning.

/Brøndby IF og Alpha